Velkommen til

Go handmades arbejde med produktsikkerhed

Go handmade har samlet sit arbejde med produktsikkerhed ét sted.

Her fremlægger vi vores testrapporter, guider, videoer, arbejdsmetoder og de erfaringer, vi har gjort os gennem mange års arbejde med produkter til hæklere og strikkere.

Mange af vores produkter bruges af hæklere og strikkere, der laver projekter til børn under tre år – for eksempel en sansebamse. Her er det afgørende, at de enkelte dele monteres korrekt.

Derfor er det ikke nok, at et materiale eller en del er testet. Den vejledning, der følger med, har også afgørende betydning.

Med denne kategori på vores hjemmeside fremlægger vi åbent, hvordan vi arbejder, og deler vores erfaringer, også med testinstitutter og myndigheder.

10 sekunders forhåndsvisning

Tag et hurtigt kig i bogen.

En testrapport
står ikke
alene

Sådan
arbejder vi

Guide til
småproducenter
af hæklet eller
strikket legetøj

Hvad viser
en testrapport
egentlig?

Vi viste
selv testen -
og forståelsen
bag

Fra spørgsmål
til konkret
handling

En underskrift
dokumenterer
en underskrift

Go handmades
forståelse af
ansvarlighed

Træktest

Vi viste selv testen - og forståelsen bag

For os er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvor afgørende selve monteringen er – især når øjne bruges i hæklede og strikkede projekter. Et øje kan have en meget stærk bagskive, men det hjælper ikke meget, hvis det hæklede eller strikkede er så løst, at hele øjet kan trækkes ud gennem maskerne.

I vores monteringsvejledning viser vi derfor, hvordan området omkring øjet kan forstærkes ved at sy et slags gitter omkring maskerne, så monteringen ikke kun afhænger af bagskiven, men også af selve det hæklede eller strikkede.

Go handmade besluttede derfor også at vise en konkret træktest af et øje monteret i et hæklet  projekt til børn under tre år. Øjet bliver monteret efter vores vejledning og udsat for den krævede trækkraft – og mere til. For at bestå den gældende standard skal monteringen kunne modstå 90 Newton.

I videoen kan man selv se testen og resultatet. Her dokumenterer vi, at når vores monteringsvejledning følges, kan træktesten bestås – i vores test blev der målt over 100 Newton.
Det er forskellen på kun at læse et resultat i en rapport og selv at kunne se det arbejde, der ligger bag.

Hækle & Strik

Sikker håndtering og montering

Mange vil i den bedste mening gerne hækle eller strikke en sød bamse, når der ventes en ny lille verdensborger – måske som gave til et babyshower. Men det er vigtigt at forstå, at når man laver en sansebamse, en suttekæde eller andet håndarbejde til børn under tre år, følger der et ansvar med for at gøre det rigtigt. Og modtageren skal selvfølgelig også være opmærksom på, hvordan produktet bruges.

Go handmade har derfor udviklet guiden Hækle & Strik – sikker håndtering og montering.

Guiden gennemgår blandt andet produkter til barnevogn og seng, bamser og sanselegetøj, montering af øjne, legetøj til børn, der endnu ikke kan sidde, beklædning, aktivitetsfigurer og EN 71.

Hele guidebogen er udviklet med faglig bistand fra ForbrugerLaboratoriet. Den er kommet til verden på baggrund af vores egne erfaringer med, hvor vanskeligt det kan være at finde og forstå de relevante krav til hæklede og strikkede projekter.

Guiden har krævet et omfattende arbejde. Og selv om det ikke handler om, at nogen skal takke os for noget, vil vi gerne gøre opmærksom på, at det for en virksomhed af vores størrelse har været en betydelig investering at udvikle en så detaljeret guide. Det løb op i mindst 200.000 kr.

Vi har lagt mange timer i illustrationerne, så indholdet blev forståeligt, og så man får lyst til at fordybe sig i det. Guiden er oversat gennem et professionelt oversætterbureau, udgivet på 11 sprog – og den er gratis for alle.

Guiden er vejledning. Den er ikke en garanti for det færdige DIY-produkt.

Produktsikkerhed & ansvar

Go handmade har samlet sit arbejde
med produktsikkerhed ét sted

Her fremlægger vi vores testrapporter, guider, videoer, arbejdsmetoder og de erfaringer, vi har gjort os gennem mange års arbejde med produkter til DIY-branchen.

Mange af vores produkter bruges i projekter til børn under tre år. I DIY-verdenen er en del først en del af det færdige produkt, når nogen har hæklet, strikket og monteret den.

Derfor er det ikke nok, at et materiale er testet. Den vejledning, der følger med, har også betydning.

Alt for ofte ser vi produkter blive markedsført med ord som sikker, holdbar og tryg, mens vejledningen er så overfladisk, at den ikke hjælper brugeren med at forstå, hvordan produktet skal monteres og anvendes forsvarligt.

Vi ser samtidig virksomheder bruge meget plads på medlemskaber, compliance-systemer, audits og underskrifter – og langt mindre på de konkrete produkter, de forhandler, og den vejledning, der bør følge med produkter til projekter for de mindste.

Det betyder ikke, at de ikke kan have styr på deres ansvar. Det kan vi ikke vide.

Men det undrer os, når det konkrete arbejde med produkterne næsten ikke er synligt.

Med denne fremlæggelse håber Go handmade at kunne bidrage til et højere niveau i branchen.

Det er svært at pege på ulovlige og mangelfulde produkter, der importeres over vores grænser, hvis vi ikke samtidig er villige til at se kritisk på det, vi selv kan gøre bedre.

En testrapport
står ikke alene

Go handmades testrapporter ligger åbent tilgængelige for alle.

Det gør de, fordi vi ønsker, at kunder, makers, småproducenter og andre fagligt interesserede kan se, hvad vores vurderinger bygger på.

Men en testrapport skal forstås rigtigt.

Den dokumenterer den konkrete prøve, som er blevet testet. Den fortæller ikke alene hele historien om alle farver, alle produktioner og alle beslægtede materialer.

Det samlede dokumentationsgrundlag består også af viden om råmaterialer, fibre, farvning, produktion, certificeringer, erklæringer, leverandørkendskab, langvarige samarbejder og målrettede opfølgende test.

Sådan arbejder vi

Hanne Tolberg har arbejdet med produktion i Asien siden 1989. Vores arbejde bygger på erfaring, indsigt og langvarige relationer til de mennesker og virksomheder, vi samarbejder med.

Vi stiller konkrete krav til blandt andet kemi og materialer. Leverandørerne skal kende og arbejde efter de relevante europæiske krav, herunder REACH og POP. Go handmade accepterer desuden ikke en række særligt problematiske stoffer, selv når de ikke nødvendigvis er forbudt i den konkrete anvendelse.

Vi gennemfører også stikprøver ved anerkendte og akkrediterede laboratorier. I nogle tilfælde tester vi mere, end lovgivningen direkte kræver, fordi testene kan være en vigtig del af det samlede billede.

Vi måler ikke kinesiske arbejdspladser efter danske forhold. Vi vurderer dem i deres lokale sammenhæng og på baggrund af vores egne besøg, relationer og erfaringer.

Det betyder ikke, at alt accepteres. Det betyder, at vores vurdering bygger på reel indsigt – ikke alene på rapporter og standardformularer.

Guide til småproducenter
af håndlavet legetøj

Den, der sælger en hæklet eller strikket bamse eller dukke til børn under tre år, er selv producent af det færdige legetøj.

Det betyder, at det færdige produkt skal kunne leve op til de samme krav som legetøj købt i en butik.

Go handmade dokumenterer de materialer og dele, vi leverer.

Småproducenten må selv dokumentere det færdige produkt – herunder hvilke materialer der er anvendt, hvordan delene er monteret, og hvilken aldersgruppe produktet er beregnet til.

Vi har derfor udarbejdet en guide, som forklarer, hvordan vores testrapporter og vejledninger kan bruges som en del af småproducentens eget dokumentationsarbejde.

Guiden er ikke juridisk rådgivning. Den er et praktisk supplement til det arbejde, den enkelte producent selv skal udføre.

Vi deler den, fordi produktsikkerhed for børn under tre år er vigtig – og fordi det stadig er meget svært at finde forståelig hjælp på området.

Brevet til
Sikkerhedsstyrelsen

I flere år kæmpede vi med at finde klare svar hos både myndigheder og testinstitutter.

I 2022 skrev Hanne Tolberg derfor et kritisk brev til Sikkerhedsstyrelsen. Brevet beskrev blandt andet problemer med uklare testrapporter, utilstrækkelig information om aftagelige dele og standarder, som er vanskelige at forstå for dem, der faktisk udvikler og producerer varerne.

Svaret var pænt, men uklart. De problemer, der blev peget på, ville blive taget med videre.

Flere år senere er intet ændret.

Brevet har ligget på vores hjemmeside, og flere hobbyproducenter har fortalt, at det hjalp dem at læse, at de ikke var alene om deres frustrationer.

Hvad viser en
testrapport egentlig?

En testrapport kan se overbevisende ud. På forsiden står der måske Pass. Men rapporten er kun så anvendelig som de oplysninger, den indeholder – og som læseren kan forstå.

Go handmade har selv oplevet rapporter med uklare beskrivelser, manglende oplysninger og direkte fejl. I en konkret sag var det ikke tydeligt beskrevet, hvilke dele produktet bestod af, og om nogle af dem kunne tages af. Det skabte usikkerhed om, hvad der reelt var blevet testet.

I en anden rapport var et produkt beskrevet som et helt andet produkt og til en forkert aldersgruppe. Rapporten måtte rettes flere gange, før den svarede til det produkt, som faktisk var indsendt.

Det er netop derfor, vi ikke mener, at ordet Pass kan stå alene. Man må kunne forstå, hvad der er testet, hvordan produktet så ud, hvilke dele det bestod af, og hvilke betingelser resultatet gælder under.

En underskrift
dokumenterer en underskrift

Code of Conducts, audits og leverandørerklæringer kan være relevante redskaber.

Men en underskrift dokumenterer først og fremmest, at et dokument er blevet underskrevet. En audit viser, hvad der blev konstateret inden for en bestemt ramme og på et bestemt tidspunkt.

Selv adidas, som har et omfattende internationalt compliance-system, skriver, at intet compliance-system kan forhindre alle overtrædelser.

Det er nøgternt – og sandt.

Derfor undrer det os, når medlemskaber, audits og underskrifter får mere plads end det konkrete arbejde med produkter, sikkerhed og vejledning.

Det betyder ikke, at de pågældende virksomheder ikke kan have styr på deres ansvar. Det kan vi ikke vide.

Vi kan blot konstatere, at arbejdet ikke altid er synligt.

Fra spørgsmål
til konkret handling

I juni 2026 skrev Janina Spindler til Go handmade på vegne af en gruppe med næsten 15.000 producenter af håndlavet legetøj i EU og Storbritannien.

Gruppen ønskede at bruge Bohème Velvet Double, men havde brug for et stærkere dokumentationsgrundlag.

Vi gik ind i dialogen og forklarede, hvordan dokumentationen for garn skal forstås som et samlet grundlag af test, råmaterialer, fibre, farvning, produktion, certificeringer og leverandørkendskab.

Dialogen førte desuden til nye EN 71-3-test af fire farver Happy Chunky og fire farver Bohème Velvet.

Alle otte farver bestod.

Janina skrev efterfølgende, at gruppens dokumentation nu var watertight.

Det er et konkret eksempel på, hvordan et spørgsmål fra dem, der bruger vores produkter, kan føre til ny viden og yderligere dokumentation.

Go handmades forståelse
af ansvarlighed

Vi påstår ikke, at vi kan kontrollere alt, eller at fejl aldrig kan ske.

Vi beskriver det, vi ved.

Vi viser det, vi gør.

Vi dokumenterer det, vi kan.

Og vi reagerer, når virkeligheden ikke stemmer med det, der står på papiret.

Det er vores forståelse af ansvarlighed.

Vi underskriver ikke
for underskriftens skyld

Go handmade forholder sig til konkrete og relevante krav fra vores kunder.

Vi fremlægger vores dokumentation og besvarer faglige spørgsmål.

Vi underskriver derimod ikke uden videre generelle Code of Conducts og leverandørerklæringer alene for at opfylde en administrativ procedure.

Det er muligt, at vi i praksis underskriver de såkaldte kontrakter, fordi vi ellers ikke kan godkendes som leverandør.

Så står papirerne pludselig stærkere end virkeligheden.

Det er svært at tage alvorligt.

Efter at have læst den ene ledelsesberetning efter den anden, hvor ansvarlighed især bliver beskrevet gennem medlemskaber, audits og underskrifter, blev vi til sidst så provokerede, at vi besluttede at lægge Go handmades eget bud frem.